Русский  |  English  |  Dansk
RepræsentationskontorNyhederKalenderRussiske sprogNyttige informationerPartnereKontakter

banner_rs_da.jpg

banner_edu_en.jpg

banner849854.jpg

samtal(1).gif

banner1da.jpg

banner2da.jpg

banner3da.jpg

banner_rsda.jpg

banner_skolkovo_en.jpg

facebook_dk.jpg

мячиком 1

ruslands_stemme.gif

OM RUSLAND

Statsform
Den Russiske Føderation (Rusland) er ”en demokratisk føderal retsstat med republikansk styringsform”. Ifølge forfatningen er den multinationale befolkning både suveræn og den eneste magtkilde i Rusland. Folk anvender sin magt både direkte og gennem statslige samt kommunale myndigheder.
Landets statsoverhoved er præsidenten, der også fastlægger de overordnede linjer i indenrigs- og udenrigspolitikken. Den daglige ledelse af regeringen varetages af en regeringsleder udnævnt af præsidenten.

Forfatning
Den gældende forfatning i Rusland stammer fra 1993 og giver klassiske demokratiske frihedsrettigheder. Alle kan frit organisere og forsamle sig, ytre sig, stille op til valg og stemme. Og det kan de uanset politisk, religiøst eller etnisk tilhørsforhold.
Magten er tre-delt: den lovgivende, den udøvende, og den dømmende. Forfatningen dikterer, at Rusland skal have et parlamentarisk system, der har to kamre, Statsdumaen (underhuset) og Føderationsrådet (overhuset). Og så et præsidentembede oveni.
Russisk er det dominerende sprog, men derudover tales mere end 100 sprog. Den russiske forfatning garanterer religionsfrihed.

Præsident
Ruslands statsoverhoved er præsidenten. Forfatningen definerer et præsidentembede med brede og stærke kompetencer. Det er statsoverhovedet, der fastlægger hovedlinjerne i indenrigs- og udenrigspolitikken, udpeger regeringslederen, som skal godkendes af Dumaen, har ret til at deltage i og lede regeringsmøder, kan afskedige regeringen, kan under særlige omstændigheder opløse dumaen, øverstkommanderende for de væbnede styrker, kan indføre undtagelsestilstand og godkender love.
Præsidenten vælges direkte af befolkningen. Hvis ingen kandidat får mere end halvdelen af de afgivne stemmer eller valgdeltagelsen er under 50 procent, afholdes en anden valgrunde med deltagelse af de to kandidater fra første runde, der har fået flest stemmer. Anden valgrunde skal afholdes senest tre uger efter den første valgrunde. Denne valgprocedure er ikke fastlagt i forfatningen, men i en særlig lov om præsidentvalg.
Præsidenten skal være mindst 35 år gammel, have boet i Rusland de seneste 10 år og være russisk statsborger. I 2008 blev valgperioden for præsidentembedet gennem en forfatningsændring udvidet til 6 år f. o. m 2012. Siden den 7.05.2012 er landets nuværende præsiden -  Valdimir Vladimirovitj Putin.

Regering
Regering er den udøvende magt i Rusland og består af en regeringsleder (premierminister), et antal vicepremierministre samt en række fagministre. Regeringen udarbejder sin politik ud fra de overordnede politiske linjer, der er afstukket af præsidenten. Regeringen har bl.a. ansvar for at udarbejde et forslag til statsbudget, som den forelægger Dumaen. Desuden aflægger regeringen løbende rapporter til Dumaen om sit arbejde med kultur, sundhedsvæsen, videnskab, udannelse, forsvar, retsvæsen, sikkerhed og statsbudgettets tilstand.
Lederen af regeringen udnævnes af præsidenten og skal efterfølgende godkendes af Statsdumaen. Hvis Dumaen tre gange afviser præsidentens forslag til regeringsleder, har præsidenten imidlertid ret til at opløse dumaen og udskrive nyvalg. Efter sin udnævnelse kommer regeringslederen med forslag til præsidenten om udnævnelse af de øvrige medlemmer af regeringen.
Ruslands nuværende regeringsleder er Dmitrij Anatolevitj Medvedjev.

Parlament
Det russiske parlament, der har lovgivende magt i landet, hedder Forbundsforsamlingen og er et tokammersystem. Det består af Føderationsrådet og et Statsdumaen.
Føderationsrådet
Føderationsrådet, som er Forbundsforsamlingens overhus, består af to repræsentanter fra hver af føderationens 88 subjekter, hvoraf én skal repræsentere subjektets udøvende magt og én den lovgivende magt. Føderationsrådet har hermed 166 medlemmer. Føderationsrådet repræsenterer de russiske regioner og har følgende kompetencer: Ændring af subjekternes indbyrdes grænser, godkende love vedtaget af Statsdumaen og Præsidentens dekreter, godkende indførelse af krigsrets- og undtagelsestilstand, godkende brug af militær magt uden for Rusland, afsætte præsidenten, hvis Statsdumaen fremsætter anklage mod ham.
Statsdumaen
Statsdumaen er parlamentets underhus, som har en valgperiode på 5 år. Det har 450 medlemmer, som repræsenterer hele den russiske befolkning. Alle russiske borgere over 21 år har stemmeret og har også ret til at blive valgt til Statsdumaen. Statsdumaens kompetencer er bl.a. at godkende budgettet, at vedtage føderale love (som efterfølgende skal godkendes af Føderationsrådet og præsidenten), at godkende den regeringsleder, som præsidenten foreslår og at nedlægge veto overfor regeringen samt præsidenten.

Den føderale opbygning
Som det fremgår af forfatningen er Rusland en føderal stat. De enkelte dele, der indgår i denne føderation benævnes subjekter. Den russiske føderation har 83 subjekter. Hvert enkelt af Ruslands subjekter har sit eget parlament, der bliver valgt af subjektets befolkninger og deres egne lokale forfatninger som er underordnet den føderale forfatning.
Forfatningen definerer magtforholdet mellem føderationens centrale organer og de enkelte subjekter ved at opregne de kompetenceområder, der tilhører føderationens centrale magtorganer og de der tilhører subjekterne og centralmagten i fællesskab.
Udover forfatningen fra 1993 bliver forholdet mellem centrum og regioner yderligere reguleret af Føderationstraktaten fra 1992 og en række særaftaler indgået mellem centralmagt og de enkelte regioner.
Nationalflag
Det russiske trikolore stammer fra d. 20. januar 1705 og efter Sovjetunionens sammenbrud blev det igen godkendt som det russiske nationalflag d. 22. august 1991.

Ruslands statsvåben
Ruslands statsvåben har sine rødder i tsar Ivan den III-s tid og den moderne versionen blev godkend af præsidentens dekret fra d. 30. november 1993. 
Hovedelementet i det russiske statsvåben er guld dobbeltørnen, der på hovederne bærer tre kroner, hver med et kors, og i sine klør holder et scepter og et rigsæble med kors.

Seværdigheder
Moskva
Moskva er hovedstaden i Rusland og den største by i landet og Europa (mere end 1081 км2)  med 11,6 mil. indbyggere. Moskva er beliggende i den europæiske del af Rusland, i gennemsnit 156 meter over havet på bakkerne mellem Oka og Volga langs Moskvafloden.
Byen har været landets politiske, kulturelle, finansielle, uddannelsesmæssige og transportmæssige centrum i mere end 850 år. Byen er en føderal by omkranset af Moskva-oblast i det Centrale føderale distrikt i den vestlige del af den Russiske Føderation.
Den første reference til Moskva kan dateres til 1147, hvor fyrst Jurij Dolgorukij opfordrede fyrsten af Republikken Novgorod til at komme til ham. Ni år senere i 1156, beordrede Dolgoruki, at der skulle bygges en træmur omkring Moskva. I perioden 1237-1238 brændte mongolerne byen ned og dræbte indbyggerne. Moskva kom sig over det og blev hovedstad i et selvstændigt fyrstedømme i 1327. Byens gode placering ved Volgafloden hjalp til at byen støt kunne udvikle sig.
Byen ophørte med at være Ruslands hovedstad i 1712, da den i 1703 grundlagte Sankt Petersborg blev udnævnt til ny hovedstad. Efter Den Russiske Revolution 1917 blev Moskva den 12. marts 1918 hovedstad i Føderationen af russiske socialistiske sovjetrepublikker, som mindre end fem år senere blev til Sovjetunionen.
Der er flere end 60 museer i Moskva. Mange af Moskvas museer og gallerier har samlinger, der kan sammenlignes med de bedste vesteuropæiske og nordamerikanske. Et af de mest markante museer i Moskva er Tretyakov galleriet, som blev grundlagt af Pavel Tretyakov, en rig kunstmæcen som donerede en stor privat samling til byen. Nu er Tretyakov galleriet delt i to bygninger, Det gamle Tretyakov og Det nye Tretyakov. Det gamle Tretyakov er det originale galleri i Tretyakovskayaområdet på den sydlige bred af Moskvafloden, som huser klassiske russiske malerier, berømte arbejder fra før revolutionen fx malerier af Ilya Repin og tidlige russiske ikoner. Besøgende kan endda se originale ikoner af Andrei Rublev. Det nye Tretyakov, skabt i sovjetæraen, består primært af arbejder af sovjetiske kunstnere samt nogle få nutidige kunstnere. De to bygninger har dog et vist overlap omkring kunst fra det tidlige 20. århundrede.
Et andet kunstmuseum i Moskva er Pushkinmuseet, som blev grundlagt bl.a. af Marina Tsvetajevas far. Pushkin museett indeholder et bredt udsnit af genstande fra mange civilisationer. Der er også malerier af fx Claude Monet, Paul Cézanne og Pablo Picasso. Statens historiske museum, der ligger mellem Den Røde Plads og Manege-pladsen, er et museum for den russiske historie.
Moskva er også centrum for udøvende kunst, inklusiv ballet og film. Blandt Moskvas mange teatre og balletstudioer er Bolsjojteatret, Malyi teatret, Vakhtangov teatret og Moskvas kunst teater blandt de mest kendte.
Moskvas arkitektur er verdensberømt. De mange passagerer i Moskvas metro (bygget i 1935) har altid noget smukt at vise frem. Metroen er med sine 182 stationer og 301,2 kilometer lange linjenet ikke blot en af de største i verden – den er også en af de smukkeste. Alle stationer er udsmykket forskelligt med prangende skulpturer, smukke mosaikker og socialistisk kunst. Byen har i store træk bibeholdt sin middelalderlige, radialt ordnede plan med Kreml som centrum, hvor man bl.a. ser det store Kremlpalads (1838-49) og Uspenskij-katedralen, kejsernes kroningskirke (1475-79). Ved Kremls østside ligger Den Røde Plads med den byzantinsk inspirerede Vasilij-katedral (1555-60) med de ni løgkupler (1600-t.). Over for varehuset GUM (1889-93) ligger Lenins mausoleum (1930), hvis konstruktivistiske udformning vidner om den arkitektoniske nytænkning i Moskva efter 1917-revolutionen. Ved udfaldsvejene ses flere befæstede klosteranlæg, bl.a. Andronikov-klosteret (1360) med Frelserkatedralen (1420-27), byens ældste bygning.

Sankt Petersborg
Sankt Petersborg er næst største by beliggende ved floden Neva i det nordvestlige Rusland. Byen har 4,9 mio. indbyggere og tidligere været kendt som Leningrad (1924–1991).
Sankt Petersborg blev grundlagt i 1703 af Peter den Store. Byen blev anlagt for at fungere som et "vindue til Europa" som led i Peter den Stores planer om at tiltrække vesteuropæiske kunstnere, intellektuelle, håndværkere m.v. Den er ubetinget blandt Europas mest imponerende byer.
Sankt Petersborgs indre bydele med kanaler, broer og bygninger er på UNESCO's Verdensarvsliste. Af vigtige seværdigheder i byen kan nævnes: Peter og Paul-katedralen, Opstandelseskirken, Vinterpaladset, Admiralitetet, Mariinskij-teatret, Aleksander Nevskij-klostret, Kazan-katedral, Isaak-katedralen, Det russiske museum og Eremitagen, der er et af verdens mest fremtrædende kunstmuseer. Eremitagen er betegnelsen for det museum som opfatter både Vinterpaladset og de tilhørende eremitager. Tilsammen rummer de Verdens største kunstsamling med over tre millioner kunstgenstande, herunder rigelige mængder af verdensberømte kunstnere som Rembrandt, van Gogh og Michelangelo. Alene bygningernes håndværk og rummenes udsmykning er rigeligt flere besøg værd.
Lyset er noget af det mest bemærkelsesværdige i byen. Om sommeren giver den nordlige placering de såkaldte "hvide nætter" som ingen anden storby kan tilbyde. Byen sover aldrig om sommeren.

Den Gyldne Ring
Sergiev Posad -Vladimir - Suzdal - Kostroma - Jaroslavl - Rostov den Store

Den Gyldne Ring er en kæde af små gamle byer beliggende nordøst for Moskva og berømt for at danne en ring. Alle byer langs vejen blev bygget mellem det elvte og syttende århundrede og omtales ofte som museer under en åben himmel. Det var engang nogle af de allervigtigste byer i Rusland. Idag er de fleste af dem ganske små og meget idylliske. Det er som om tiden er gået helt i stå i flere af dem. Turister kan se mange unikke monumenter af russisk arkitektur og iagttage livet i de russiske provinser.
Sergiev Posad er en af de smukke, små middelalderbyer nord-øst for Moskva. I dag er byen også det religiøse centrum i Rusland, der ligger 70 km fra hovedstaden. Det er fantastisk at bevæge sig fra den moderne metropol ud til den fascinerende, lille klosterby. Her er det som om verden gik i stå før den gyldne horde gjorde sit indtog. Byen er præget af valfartsstedet Troitse-Sergijeva-klostret, som er et stort kompleks af palæer, kirker, et præsteseminarium og et teologisk fakultet. Selv for en, der ikke er religiøs, er der noget fascinerende ved den harmoni og storhed, som ånder fra dette kompleks og fra de mange præster, præsteelever og munke, som man ser gå rundt omkring det. Ud over, at byen er interessant pga sin betydning indenfor den russisk-ortodokse kirke, er den også interessant, hvis man interesserer sig for kirkelig arkitektur og ikoner. Mariæ- Himmelfartskatedralen med dens stjernebestrøede kupler er vidunderlig at skue og Treenighedskirken er berømt for sin ikonostas med mange mesterværker af alle tiders største ikonmaler, Andrej Rubljov. Det var hertil den mest berømte ikon nogensinde "Treenigheden" er lavet - den findes dog kun i kopi her nu (originalen kan man se på Tretjakovskaja Galleriet i Moskva).

Vladimir har man tidligere bestemt til at være grundlagt i 1108, men der er noget der tyder på, at den er endnu ældre. I det 12. og 13. århundrede var den hovedstaden i det magtfulde storfyrstendømme Vladimir – indtil mongolerne invaderede Rusland i 1237. I sin storhedstid fik den en mængde smuk og spændende arkitektur og blev kendt som centrum for ikonmaleriet. Derfor kan man også her i den smukke Uspenskij katedral finde mange værker af Andrej Rubljov. Er man her bør man også se resterne af byens fæstning – særligt den imponerende Gyldne Port fra 1164 – samt den smukke Dmitrij kirke. Bogoljubski Klosteret og Pokrova-na-Nerli kirken, der ligger udenfor Vladimirs grænser – er et sandt mesterværk af gammel russisk arkitektur bygget i 1164.

Før Vladimir var det den henrivende Suzdal, der var hovedstad. Den har også været Ruslands religiøse centrum. Idag er det en meget lille by med en udsøgt idyllisk atmosfære og mange meget smukt istandsatte kirker. Den er måske nok den af alle Den Gyldne Rings byer, der giver den mest intense stemning og skønhed. Den er nærmest et helt lille frilandsmuseum. Over hundrede monumenter, der stammer fra forskellige perioder i de sidste årtusinde er koncentreret her. I Suzdal kan man besøge Kreml, Kresovaja Palata, det unikke museum for træ arkitektur, se masser af store og små kirker og lytte til klokkerne fra Spaso-Efimievskij klosteret.

Kostroma. Byen blev først nævnt i skrifter fra 1237. Kostroma er en by med en stærk historisk atmosfære med deres seværdigheder, bl.a. Ipatiev Klosteret og Romanov Paladset.

Jaroslavl - er den største og mest aktive en i Den Gyldne Ring. Jaroslavl har en rig samling af kunst og monumenter, den er også kendt for vægmalerier i katedraler og kirker. For eksempel det berømte Spaso-Preobrazhenskij kloster og Ilija-profetens Kirke.

Rostov Den Store. Rostov er en af de ældste af Den Gylden Rings byer, der ligger ved den smukke sø Nero. Den enorme katedral fra det 16.  århundrede anses for at være det gamle centrum, såkaldte "Rostov Kreml". Rostovs tårne imponerer med deres hvide sten arkitektur. Byen er kend for sit  "Rostov Finift" Museum.


Sotji
Sotji, by ved Sortehavskysten i det sydlige Rusland er en af populæreste feriebyer i landet. Byen ligger ved foden af de Kaukasiske bjergene med Europas højeste bjerg Elbrus, 5648 m.
Byen er kendt for sit milde, behagelige klima og sin frodige natur. Byen har mange sanatorier, kurbade, parker og strande foruden eksempler på konstruktivistisk arkitektur fra 1920'erne og 1930'erne.
Sotji er en af de yngre byer i Rusland.  I årene 1837-39 byggede russerne i kampen om det nordlige Kaukasus en række forter i området, og da freden endelig kom i 1864, kom også tiden til byggeri for hvermand. 1896 fik bebyggelsen sit nuværende navn efter den flod, der løber gennem den og 1917 var den stor nok til at kalde sig "by". Byens storhedstid kom med masseturismen i sovjettiden og dermed blev Sotji Rusland vigtigste ferieparadis.
Uden for byen ligger Dagomys Teplantage og nord for byen på bjergskråningerne finder man det kaukasiske biosfærereservat, der med sin enestående natur er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.
Hver sommer afholdes i Sotji filmfestivalen "Kinotavr", og af andre kulturtilbud kan nævnes et Delfin-Teater samt mange sportsfaciliteter: tennis, fodbold, svømning. For børn findes bl.a. et kendt cirkus samt teater.
Bydelen Adler har Sotjis lufthavn og den har også Ruslands største alpine vintersportssted, Krasnaja poljana, dvs Den røde eng. I 2007 blev Sotji valgt som værtsby for de olympiske vinterlege i 2014.

Bajkalsøen
Bajkalsøen, sø i det østlige Rusland tæt ved byen Irkutsk; 31.500 km2. Bajkal er verdens dybeste sø; middeldybden er 730 m, og det dybeste sted 1620 m. I alt indeholder den således 23.000 km3 ferskvand, hvilket er 1/5 af alverdens ferskvand i søer. Vandspejlet ligger 454 m.o.h., og søen er omgivet af 1500-2600  begin_of_the_skype_highlightingm høje bjerge. Bajkal modtager især tilløb fra øst (Selenga) og nord (Øvre Angara) og afvandes mod vest af Angara, som er en biflod til Jenisej.
Bajkalområdet er en kæmpemæssig gravsænkning, dannet i slutningen af Kridttiden for ca. 70 mio. år siden. Dermed er den sandsynligvis verdens ældste sø.
Vandkvaliteten er truet af udledninger fra forskellige industrier ved søen, især træmassefabrikker, men vandet er endnu klart, og selv på ret store dybder ses bunden tydeligt. Søen ligger i Sibiriens strenge fastlandsklima med lange, kolde vintre; den er isdækket fra januar til maj. De store vandmasser bevirker dog, at Bajkals klima er noget mildere end naboområdernes. Livet i søen er præget af en lang række endemiske arter, bl.a. Bajkalsælen, som tidligere blev jaget for pelsens skyld. Fra russisk og international side arbejdes der på at sikre dette enestående naturområde og ferskvandsreservoir mod forurening.
I 1996 blev Bajkalsøen optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.

HISTORIA
Ældste tid
De tidligste efterretninger om beboerne af det nuværende Rusland skyldes Herodot. Det sydlige Rusland var på hans tid (5. århundrede f. Kr.) beboet af iranske folk, hvoraf skytherne var det vigtigste. Af de nordligere boende folk har nogle været finske, andre slaviske. Ved nye indvandringer af iranske folk nord om det Kaspiske Hav fortrængtes skytherne af sarmaterne, disse igen af alanerne, senere trængte tyrkiske folk ind ad samme vej. Mod nord og nordøst sad finske stammer. De russiske slaver, der efterhånden bredte sig over egnene fra Ladogasøen i nord til stepperegionen i syd, dannede grupper, som kun forenedes ved sproget, og selv den enkelte gruppe var ikke organiseret som stat, men samledes kun i krigen under en fælles fører. Den nordlige del af landet var dengang ganske dækket med skove, den sydlige lige indtil steppen: var frugtbar muldjord, velegnet til dyrkning af korn. Russerne drev kvægavl og agerbrug, jagt og fiskeri og boede i landsbyer. Landsbyens befolkning var organiseret som en eneste stor familie (mir - verden), der havde jorden i fælleseje, og hvis ligeberettigede medlemmer afgjorde alle fællesanliggender ved stemmeafgivning på landsbymødet. Allerede tidligt opstod der hos disse østlige slaver byer, og fra 9. århundrede stod de i livlig handelsforbindelse med Skandinavien og Grækenland gennem den befærdede handelsvej, som i nordlig retning førte fra Dünas kilder over Ilmen-søen til den Finske Bugt og i sydlig retning ad Dnepr ned til Sortehavet
Ifølge de russiske krøniker blev den første russiske stat, Kiev-Rusland, grundlagt af vikingen Rjurik, som de lokale folkeslag i år 862 bad herske over sig. Denne beretning skal nok ikke tages alt for bogstaveligt, men sikkert er det, at vikingerne spillede en betydelig rolle i Kiev-Rusland. Der optræder således nordiske navne på handelstraktater, som Kiev-Rusland indgik med andre lande, og også i de lokale stednavne kan man spore en nordisk indflydelse.
Vikingerne blev tiltrukket til det sydrussiske område af muligheden for at handle med Byzans via de russiske floder. Denne handel var en af årsagerne til, at den første russiske stat opstod her med de største byer placeret på strategiske steder ved floderne.

Middelalderen
Fra slutningen af 900-tallet udviklede Kiev-Rusland sig til en stor europæisk stat med en blomstrende kultur og nære forbindelser til andre europæiske stater. I 988 antog storfyrst Vladimir kristendommen gennem en aftale med Byzans, der blandt andet indebar, at han fik lov at gifte sig med den byzantinske kejsers søster. Dermed blev Rusland en del af den kristne europæiske kulturkreds, og landets herskere fik et nyt ideologisk grundlag for deres styre. Eftersom kristendommen kom til Rusland fra Byzans, kom Rusland efter kirkens splittelse i 1054 til at tilhøre den ortodokse kirke
Med kristendommen fulgte en generel kulturel import fra Byzans. Rusland fik således et skriftsprog baseret på det kyrilliske alfabet, der var blevet udformet af græske munke. Under Vladimirs efterfølger, Jaroslav den Vise, opførtes Sofia-katedralen i Kiev, som var en kopi af Hagia Sofia i Konstantinopel. denne periode fik landet også sine første lovsamlinger, der blandt andet vidner om et samfund med voksende sociale forskelle, udviklingen af nye erhverv og en voksende pengeøkonomi.
Rygraden i Kiev-Ruslands økonomi var handlen, der foregik via floderne fra Østersøen til Det Kaspiske Hav og Sortehavet. Den vigtigste handelsvare var pelsværk, som de udstrakte russiske skove kunne levere i store mængder. Desuden var honning og bivoks også vigtige handelsvarer. Endeligt indgik handel med slaver også i Kiev-Ruslands forbindelser med omverdenen. Til gengæld for disse varer modtog de russiske købmænd sølvmønter, silke, krydderier og andre luksusvarer fra Østen. Kijevriget var  Europas geografisk største rige.
Under mongolåget (1240-1480) var den russiske kirke den eneste institution, der samlede det splittede Rusland og gav russerne en følelse af fællesskab. Kirkens overhoved, metropolitten, residerede endnu frem til ca. 1295 i Kijev, men flyttede da til Nordøstrusland og slog sig ca. 1326 ned i Moskva, der nu blev den russiske kirkes centrum. Sammen med en samtidig opstand i Tver mod mongolerne, som Moskvafyrsten Ivan 1. Kalita slog ned med mongolske styrker, sikrede dette Moskva en afgørende fordel i bestræbelserne for at blive det fyrstendømme, hvorom det splittede Rusland atter kunne samles, om end det blev en proces, der først var afgjort med underkuelsen af Novgorod i 1478 og Tver i 1485. Nu fremstod Moskvafyrsten Ivan 3. som det samlede Ruslands ubestridte hersker, og han kunne også endeligt frigøre landet fra mongolerne.

Det russiske imperium
Først i 1613 fik Rusland igen et stabilt styre, da en ny rigsforsamling valgte Mikhail Romanov til ny tsar. Dermed begyndte 300 år med Romanov-dynastiet ved magten i Rusland.
Peter den Store (1689-1725) er gået over i historien, som Ruslands store reformator, der moderniserede landet efter vestligt forbillede. Fra starten af 1700-tallet gennemførte han en række gennemgribende reformer på det administrative, militære og kulturelle område. Endvidere kom den ortodokse kirke under statens kontrol, og embedet som patriark blev afskaffet. I 1722 indførte Peter den Store den såkaldte rangtabel, som nøje fastlagde forholdet mellem de forskellige rangklasser og som gjorde det muligt at opnå adelig status gennem tjeneste for staten.
På det udenrigspolitiske område blev Rusland en stormagt og ekspanderede ved Østersøen på bekostning af Sverige, der blandt andet måtte afgive det område, hvor Skt. Petersborg, "Ruslands vindue mod vest", blev opført i 1703. Efter afslutningen af Den Store Nordiske Krig blev Peter den Store udråbt som imperator (kejser), og dermed kan man tale om det russiske imperium.
I 1762 overtog den tyskfødte Katarina II (1762-1796) magten gennem en paladsrevolution, hvor hun afsatte sin mand, Peter III.
Katarina II var ivrig tilhænger af oplysningsfilosofien, hvorfor hun korresponderede med fremtrædende oplysningstænkere, blandt andet Voltaire, og nedsatte en lovgivende forsamling. Dette førte imidlertid ikke til konkrete resultater og i stedet var hendes regeringsperiode kendetegnet ved at adelen øgede sin magt og af, at der ikke blev gjort noget forsøg på at ophæve livegenskabet.
Under Katarina II udkæmpede Rusland to krige mod Det Osmanniske Rige (Tyrkiet), som medførte at Rusland fik kontrol med Sortehavskysten og Krim. Sammen med Preussen og Østrig gennemførte Rusland de tre polske delinger, som udslettede Polen som selvstændig stat.
Under Aleksander I (1801-1825) gennemførtes i starten en række reformer af statsadministrationen, der blandt andet førte til oprettelsen af ministerier.
Reformerne gik imidlertid i stå, da Rusland blev trukket ind i Napoleonskrigene. I 1812 indledte Napoleon et felttog mod Rusland, men led et katastrofalt nederlag og måtte trække sig tilbage med resterne af sin hær. Som en af sejrherrerne var Rusland herefter med til at etablere kongressystemet, som skulle opretholde magtbalancen i Europa.
Nederlaget i Krimkrigen førte til et forstærket pres for reformer, og i 1861 blev livegenskabet endeligt afskaffet af Aleksander II (1855-1881). Han gennemførte desuden en række reformer af blandt andet militæret, retssystemet og lokalforvaltningen, men det lykkedes ikke at fjerne de grundlæggende sociale og politiske problemer.
Op gennem den sidste halvdel af århundredet voksede den revolutionære aktivitet i landet, og Aleksander II selv blev i 1881 offer for et bombeattentat.
Under efterfølgerne Aleksander III (1881-1894) og Nikolaj II (1894-1917) øgede staten sin undertrykkelse af oppositionen og rigets ikke-russiske befolkning. I denne periode oplevede Rusland en hastig industrialisering, der imidlertid førte til voksende sociale problemer i byerne. Samtidig blev kravet om reformer i stigende grad også fremsat af liberale kræfter, der ønskede indførelse af et konstitutionelt monark.
Sammen med den katastrofale indsats i den russisk-japanske krig (1904-1905) var dette en vigtig del af baggrunden for, at landet i 1905 blev kastet ud i en revolution, der medførte at tsaren måtte give indrømmelser og tillade oprettelsen af et parlament, Statsdumaen.
Den første Duma trådte sammen i 1906, men det blev snart klart, at der var tale om et stærkt begrænset demokrati. Dumaen havde således ikke kontrol med regeringen og vigtige dele af statsbudgettet. Endvidere benyttede kejseren flere gange sin ret til at opløse Dumaen, når den stillede for vidtgående krav, og gennemførte en ændring af valgloven, så bøndernes og arbejdernes repræsentation mindskedes. Etableringen af Dumaen kunne derfor ikke fjerne den udbredte utilfredshed med styret.
Ved udbruddet af Første Verdenskrig var der bred opbakning til Ruslands deltagelse i krigen, men efterhånden som landets manglende militære formåen blev tydelig, og krigen førte til prisstigninger og varemangel, voksede modstanden mod krigen. I februar 1917 udbrød der generalstrejke i Petrograd (Skt. Petersborg), og da militæret nægtede at slå demonstrationerne ned, var Nikolaj II tvunget til at abdicere.

Sovjetunionen
Som følge af februarrevolutionen i 1917 valgte Nikolaj II at abdicere, og dermed ophørte Rusland med at være et kejserrige. I stedet blev magten overtaget af en provisorisk regering, der skulle regere landet indtil en grundlovgivende forsamling kunne indkaldes. Samtidig med den provisoriske regering oprettedes en række arbejder- og soldatersovjetter under ledelse af de socialistiske partier. Fra starten søgte disse sovjetter at få kontrollen med militæret, og efterhånden opstod en kritisk situation med "dobbeltmagt" i Rusland.
Den provisoriske regering var præget af intern splittelse. Derfor var det svært for den at løse landets akutte problemer, der blandt andet omfattede spørgsmålet om Ruslands fortsatte deltagelse i krigen og kravene om sociale reformer. Dette udnyttede bolsjevikkerne til under ledelse af Lenin at mobilisere støtte til deres program, og efterhånden mistede regeringen reelt kontrollen med landet. I oktober gennemførte bolsjevikkerne en ny revolution og overtog magten. Oktoberrevolutionen førte til dannelsen af en ny regering, Folkekommissærernes Råd, med Vladimir  Lenin i spidsen.
I 1922 blev Sovjetunionen oprettet som en føderation af sovjetrepublikker. Formelt blev landet ledet af sovjetterne, men reelt lå magten hos det kommunistiske parti.
I slutningen af 1920'erne var Josef Stalin, der mens Lenin endnu levede blevet udpeget til generalsekretær. Hans politik indebar en hurtig industrialisering af landet gennem femårsplaner og en tvangskollektivisering af landbruget.
Anden Verdenskrig (1939-1945) kostede Sovjetunionen enorme menneskelige og økonomiske tab, men gjorde samtidig landet til en af verdens supermagter.
I 1953 døde Stalin og magten blev i første omgang overtaget af en kollektiv ledelse. Efterhånden fremstod Nikita Khrusjtjov dog som landets leder. Under Khrusjtjov oplevede Sovjetunionen en vækst i den industrielle produktion og levestandarden voksede kraftigt. Også på det videnskabelige område kunne landet fejre store triumfer. I 1957 blev Sovjetunionen verdens første rummagt med opsendelsen af den første kunstige sattelit og i 1961 blev Jurij Gagarin det første menneske i rummet.
Fra starten af 1970'erne sank Sovjetunionen imidlertid ned i en dyb økonomiske krise. På det tidspunkt var mulighederne for ekstensiv vækst opbrugt, og samtidig blev våbenkapløbet med USA en alvorlig byrde for den sovjetiske økonomi. Resultatet blev at Sovjetunionen i stigende grad haltede efter vesten med hensyn til levestandard.
Efter Tjernenkos død i 1985 blev den relativt unge Mikhail Gorbatjov valgt som ny generalsekretær for det kommunistiske parti. I første omgang søgte han at reformere økonomien gennem reformer, der skulle højne effektiviteten. Under slagordet perestrojka slog han til lyd for en radikal omstrukturering af samfundsøkonomien. Den centrale planlægning af produktionen skulle mindskes og de enkelte virksomheder skulle have større råderum. Samtidig blev visse former for privat erhverv tilladt, hvilket førte til oprettelsen af et stort antal kooperativer inden for serviceerhvervene.
Samtidig indså Gorbatjov nødvendigheden af at tillade en mere åben offentlig debat med henblik på at mobilisere støtte til sit reformprogram. Under sloganet glasnost lod Gorbatjov en fri debat udfolde sig, der gav befolkningen mulighed for åbent at diskutere ting, der hidtil havde været tabu. På det politiske plan førte glasnost til, at der oprettedes et nyt parlament, Folkekongressen.
Også i forholdet til omverdenen brød Gorbatjov med årtiers vanetænkning og søgte et nyt, afideologiseret forhold til Vesten. Det skete dels i erkendelse af, at de opskruede forsvarsudgifter hæmmede de indre reformer, dels ud fra et formentlig ægte ønske om at gøre Sovjetunionen til en "civiliseret" aktør på den internationale scene. Kursskiftet førte til en række vigtige våbenkontrol- og nedrustningsaftaler med Vesten, til sovjetisk tilbagetrækning fra Afghanistan og til indgåelsen af de traktater, der gjorde den tyske genforening mulig i 1990.
Efterhånden voksede modstanden mod Gorbatjov dog både fra mere konservative kræfter i det kommunistiske parti og mere reformivrige grupper. I august 1991, mens Gorbatjov var på ferie, forsøgte en gruppe konservative kommunister at afsætte ham ved et militærkup. Kuppet slog dog hurtigt fejl, og Gorbatjov kunne derfor vende tilbage til embedet som præsident. Han tog konsekvensen og 25. december 1991 trådte Gorbatjov tilbage som Sovjetunionens præsident.

Den Russiske Federation
Med opløsningen af Sovjetunionen i december 1991 blev Rusland en selvstændig stat. Som den største af de tidligere sovjetrepublikker blev Rusland i statsretlig henseende betragtet som Sovjetunionens successorstat. Rusland overtog derfor Sovjetunionens traktatmæssige forpligtelser over for omverdenen, det permanente sæde i FNs sikkerhedsråd, størstedelen af gælden og de udenlandske repræsentationer i form af ambassader.
Under kupforsøget mod Gorbatjov havde Jeltsin optrådt som en modig modstander af kupmagerne og forsvarer af demokratiske værdier. Han var den ledende figur i sidste fase af Sovjetunionens opløsning, og blev Ruslands præsident i juni 1991. i 1996 blev Jeltsin genvalgt til en ny femårig periode.
I 1999 valgte Jeltsin at trække sig tilbage og i stedet overlod han ifølge forfatningen magten til Vladimir Putin, der var blevet udnævnt som ministerpræsident i august 1999. I marts 2000 vandt Vladimir Putin præsidentvalg og iI marts 2004 blev han genvalgt.
Under Putin har Rusland haft en stabil økonomi med vækstrater på over 5%, hvilket gør Rusland til et af de lande i verden med højest økonomisk vækst. En væsentlig del af baggrunden for denne udvikling har været de høje oliepriser. Samtidig har støtte fra et flertal i parlamentet gjort det muligt for regeringen at føre en stram finanspolitik.
Præsidentvalget den 2.3.2008 blev vundet af Dmitrij Medvedev og Vladimir Putin blev statsminister.
 Det kommende præsidentvalg i Rusland er den  4. marts 2012.

KULTUR OG KUNST
Litteratur
Den russiske litteratur tilhører verdenskulturarven. Den russiske Guldalder betegner oftest 1820'erne og 1830'ernes russiske litteratur, der med deres poesi nåede nye højder. Epokens største forfatter var Aleksander Pusjkin, der stadig æres som Ruslands nationaldigter. Hans arvtager var Mikhail Lermontov, A.S. Griboedov, N.V. Gogol, I.S. Turgenev, M. E. Saltykov- Schedrin, N.A. Nekrasov, F.M., Dostoevskij, L.N. Tolstoj, A.P. Tjekhov.
Årene før den russiske revolution 1917 anføres som optakten til modernismen og den epoke, som siden fik betegnelsen den russiske sølvalder. Epokens ledere var A. Blok, N. Gumiljov, A. Akhmatova, V. Majakovskij, S. Esenin, M. Tsvetaeva og nobel-prismodtager B. Pasternak.
Efter revolutionen bemærker man at traditionen i den klassiske russiske litteratur genoptages i bøger af I.A. Bunin, nobel-pristmodtager V.V. Nabokov, V. H. Khodasevitj, O.E. Mandelsjtam, M.A. Bulgakov, B.L. Pasternak, M. Gorkij, M. Sjolokhov.
I krigsårene 1941-45 bidrog mange forfattere i ord og tale til den patriotiske stemning. Krigslitteraturen kom med navne som A.Tvardovskij, M. Sjolokhov, K. Simonov, V. Kataev og A. Fadeev.
Efter krigen blev en del sovjetiske forfattere kendte i hele verden: A. Solzjenitsyn, der fik nobelprisen i 1970, V. Aksenov, V. Rozov. Den unge digtergeneration med J. Jevtusjenko, B. Akhmadulina, J. Brodskij og A. Voznesjenskij i spidsen formåede at samle tusindtallige tilhørerskarer, og denne ”estradepoesi” gav genlyd verden over.
Den moderne Rusland er stadigvæk meget rig på forfattere og digtere, som har et enormt litterært potentiale. Samtidig husker landet sine store klassikere og fejrer deres jubilæum som f.eks. Ivan Bunin og Anton Tjekhov i 2010 og Fjodor Dostoevskij i 2011.

Kunst
Fra forhistorisk tid er der gjort rige skythiske fund i Sydrusland og fund fra græske kolonier ved Sortehavet. Med kristendommens indførelse fulgte en byzantinskpræget kunst. Græske mosaikmestre udsmykkede 1046-67 Sofia-katedralen i Kijev, der også rummer verdslige freskoer. I Novgorod levede ældre byzantinske stiltræk videre, bl.a. i Nereditsa-kirken (1198, ødelagt under 2. verdenskrig). Fra samme periode stammer udvendige relieffer på kirker i Vladimir-Suzdal-området med førkristne dyre- og plantemotiver og gammeltestamentlige scener.
Kirkerummenes freskoer suppleredes med ikonfremstillinger af Maria, Jesus, helgener og centrale højtider. Særlig berømt blev ikonen Guds Moder af Vladimir (indført fra Konstantinopel mellem 1131 og 1141, Tretjakov-galleriet, Moskva). I kirkerne samledes ikonerne i løbet af 1200-1300-t. til en væg, ikonostasen, der adskiller alteret fra kirkerummet. De enkelte områder af Rusland udviklede egne stiltræk ud fra de givne forbilleder, der blev optegnet i mønsterbøger. Sidst i 1300-t. er navngivne mestre nævnt i krønikerne, således Theofanes Grækeren og hans assistent Andrej Rubljov, i hvis værker ikonkunsten kulminerede. Efter splittelsen af kirken i ortodokse og gammeltroende fastholdt de gammeltroende ikonernes oprindelige formskemaer. En særlig retning var Stroganov-skolen med en forfinet figurstil og næsten miniatureagtig udførelse.
En selvstændig verdslig billedkunst opstod først i 1700-t. Tilløb under Peter 1. den Store og hans efterfølgere resulterede 1764 i oprettelsen af kunstakademiet i Sankt Petersborg. Udenlandske portrætmalere som Vigilius Eriksen, Alexander Roslin og Louis Tocqué afløstes af akademiuddannede elever, bl.a. Fjodor Rokotov (ca. 1735-1808), Dmitrij Levitskij (1735-1822) og dennes elev Vladimir Lukitj Borovikovskij (1757-1825). I 1800-t. vandt K.P. Brjullov ry i Rom med sin store komposition Pompejis sidste dag (1833), mens Aleksandr Ivanov som romersk stipendiat i kæmpelærredet Kristus viser sig for folket (1858) søgte at forene klassicisme med realistisk iagttagelse. Landbefolkningen skildredes romantiseret af A.G. Venetsianov, og P.A. Fedotov karakteriserede med snert af satire middelstanden i byerne. I 1863 brød en gruppe elever med akademiet og blev senere under navnet Vandrekunstnerne (Peredvizjniki) eller Vandrerne repræsentanter for en ny realisme (N.N. Ge, Ivan Kramskoj, Ilja Repin, V.I. Surikov m.fl.). En nationalromantisk strømning i 1890'erne støttedes af industrimagnaten Savva Ivanovitj Mamontov (1844-1909), hvis landsted Abramtsevo blev et kunstnerisk centrum for bl.a.M.A. Vrubel og V.M. Vasnetsov.
Impressionismen prægede skolen for malerkunst i Moskva med Konstantin Korovin, Leonid Pasternak og V.A. Serov som lærere; her blev adskillige af 1900-t.s avantgardekunstnere uddannet, bl.a. Mikhail Larionov og Natalia Gontjarova. I søgen efter stadig mere radikale udtryksformer opstod en rent abstrakt kunst med Kazimir Malevitj og V.J. Tatlin som hovedskikkelser. Kandinsky brød i Tyskland sin egen vej, men udstillede jævnlig i Rusland. Indflydelsen fra Cézanne og kubismen gav også grobund for en national russisk tendens, udtrykt af udstillingsgruppenRuder Knægt. Scenekunsten fejrede internationale triumfer med Sergej Diaghilevs balletter i Paris i 1910'erne og 1920'erne med scenografi af Léon Bakst, Nikolaj Rjorikh, Mikhail Larionov, Natalia Gontjarova mfl.
Efter Oktoberrevolutionen udvikledes den abstrakte kunst til konstruktivismen af bl.a. Naum Gabo, Antoine Pevsner, El Lisitskij og Aleksandr Rodtjenko, senere Vasilij Kandinsky, Aleksandr Archipenko og Mark Chagall. Mange retninger stredes, og frie kunstnergrupper blev dannet. De frie statslige værksteder omdannedes til skoler med førende moderne kunstnere som lærere; plakatkunst og typografiske eksperimenter blomstrede. Enkelte kunstnere som Robert Falk og V.A. Favorskij fastholdt gennem alle omskiftelser deres kunstneriske linje og inspirerede en ny generation, der i 1960'erne i det skjulte skabte en kunstnerisk fornyelse. En ny ekspressionisme blev udviklet af Anatolij Zverev (1931-86) og Vladimir Jakovlev (1934-98).
I 1990'erne blev den abstrakte kunst atter anerkendt ligesom Sovjettidens undergrundskunstnere, der arbejdede både i ekspressionistisk og konceptuel retning. Ilja Glazunov, Anna Ostraumova-Lebedeva og Aleksander Sjilov tilhører de moderne russiske kunstnere.

Teater
Den første egentlige teaterforestilling kan føres tilbage til 1672, da en tyskledet trup gav sin første forestilling for hoffet i Moskva. Fra midten af 1700-t. kom vestlig indflydelse til at præge de kejserlige teatre, hvis ensembler oftest var grundlagt af udenlandske vandretrupper. Holbergs komedier blev således tidligt opført i Sankt Petersborg; de fik betydning for den russiske komedies udvikling. Dukketeater var gennem flere århundreder en yndet underholdningsform. Selvom Ruslands store romantiske digter A. Pusjkin kun skrev syv skuespil, har mange af hans øvrige værker en teatralitet i sig. Pusjkins sans for teatret kom også til udtryk i hans artikler om skuespilkunst. Han mente således, at sandsynlige omstændigheder for stykkets handling ville medføre, at spillet lettere opnåede den naturlighed, man forbinder med folkelig kolorit.
Den iboende teatralitet sås i flere af de store litterære værker i 1800-t. Især forfatteren N. Gogol lod det teatralske antage overraskende groteske former. Denne tradition videreførte han med komedien Revisoren (1836), hvor skuespilleren M. Sjtjepkin (1788-1863) i titelrollen fik betydning for den russiske skuespillers spillestil langt ind i 1900-t. Denne del af Ruslands tradition udgør et erfaringsgrundlag for så forskellige teaterpersonligheder som K. Stanislavskij og hans elev V. Mejerkhold i hver deres fornyelse af teknikker bag den russiske scenekunst. Til trods for deres forskellighed gav deres kunstneriske løbebane grobund for hidtil usete eksperimenter i Rusland. Disse teaterformer gav siden inspiration til store dele af den vestlige verdens teaterudfoldelse.
Omkring Oktoberrevolutionen begyndte det såkaldte avantgardeteaters glansperiode. De æstetiske fornyelser på teatret gav i nogen grad afkald på arven fra Stanislavskij, men var til gengæld nært relateret til formeksperimenter i lyrikkens futurisme og malerkunstens suprematisme. Undertiden vendte avantgardeteatret tilbage til enkle middelalderformer som i V. Majakovskijs Buffomysteriet (1918), hvor satiren og den groteske komedie vandt frem. Indholdet antog dog fra 1930'erne efterhånden en forudsigelig og stadig mere moraliserende stil iklædt hverdagsrealisme. Avantgarden blev således knust af sovjetstyret af politiske årsager, og den sociale realisme blev institueret som dikteret norm og som en udvanding af Stanislavskij.
Under den sensovjetiske epoke fik teatret stadig større betydning som det andet parlament. Navnlig i 1960'erne og 1970'erne opnåede Taganka Teatret, ledet af J. Ljubimov (f. 1919), kultstatus med trubaduren V. Vysotskij i rollen som Hamlet (premiere i 1971). Under perestrojkaens nyvundne ytringsfrihed fik temaer som fx selvransagelse plads i et repertoire på især mindre scener, hvorfra et pluralistisk kunstsyn fik tilført nye facetter. Efter perestrojkaens økonomisk hårde kur er mange af de mindre teaterinitiativer igen blevet opgivet. I 1990'erne sås flere steder en søgen tilbage til den nationale kunstskats rødder.
De moderne russiske teaterinstruktører er P. Fomenko, O. Tabakov, R. Viktjuk, A. Kaljagin, G. Voltjek, G. Trostjanetskij, J. Rajhelgauz, S. Artsebasjev etc.

Musik
Den russiske musiks historie går tilbage til den tidlige middelalder, hvor kirkesang begyndte at florere. Den verdslige kompositionsmusik nåede et højdepunkt med en række store komponister i 1800- og 1900-tallet.
Den russisk-ortodokse kirkesang opstod i 800-t. under indflydelse fra den byzantinske, hvis liturgi blev indført af græske missionærer. Musikken var udelukkende vokal og enstemmig, sproget kirkeslavisk. Først i anden halvdel af 1600-t. blev det vestlige notationssystem taget i brug. Flerstemmigheden blev indfør. Vestlig indflydelse gjorde sig særlig stærkt gældende i det følgende århundrede, da komponister som Nikolaj Diletskij (ca. 1630-ca. 1685) og senere i mere monumental stil Vasilij Titov (ca. 1650-ca. 1715) skrev mangestemmige koncerter inspireret bl.a. af den venetianske stil. Maxim Berezovskijs (1745-77) og Dmitrij Bortnjanskijs studier i Italien førte til en påvirkning herfra i slutningen af 1700-t. Benyttelsen af gejstlige koncerter blev forbudt i 1797, men i øvrigt prægedes tiden af en sekularisering af kirkemusikken gennem indflydelse fra bl.a. instrumentalmusik og opera.
Til de få vidnesbyrd om verdslig musik i Rusland i middelalderen hører de militære feltkorps bestående af trompeter og slagtøj samt de såkaldte skomorocher, dvs. vandrende spillemænd, som nød stor popularitet i samtiden. Efter Moskvas omdannelse til hovedstad grundlagdes i første halvdel af 1500-t. et sangerkapel ved hoffet, men først med Romanovdynastiets magtovertagelse i 1613 åbnedes der for europæisk indflydelse, bl.a. i form af indkaldte orgelbyggere. Under Peter 1. den Store blev militærmusikken omorganiseret, og ved forskellige former for selskabelighed fik den nye hovedstad Sankt Petersborgs befolkning mulighed for at orientere sig i den samtidige europæiske dansemusik. I 1731 indkaldtes den første af en række italienske operatrupper, og med engagement af kapelmestre som Paisiello, Sarti og Cimarosa kulminerede den italienske opera i Rusland. Den første franske operatrup blev præsenteret ved hoffet i 1762, og i de følgende årtier opførtes med succes operaer af bl.a. Monsigny og Grétry. Fra 1779 dukkede de første russiske operaer op, flere med libretto af Katarina 2. den Store.
Bestræbelserne på at etablere en national musikkultur fik sit første betydelige udtryk i Mikhail Glinkas operaer, og med udgangspunkt heri og med teoretisk grundlag i kunst- og musikkritikeren Vladimir Stasovs skrifter blev den russiske nationalopera en realitet. Stasov havde i 1856 mødt Mikhail Balakirev, og han blev mentor for den gruppe af yngre komponister, kaldet De Fem, som samlede sig omkring Balakirev. Musorgskij, der var medlem af gruppen, udviklede i sine operaer et tonesprog præget af tekstnær diktion og en ukonventionel behandling af harmonik og periodeopbygning. I Rimskij-Korsakovs store operaproduktion benyttes elementer fra russisk folkemusik. Som modsætning til disse russisk inspirerede værker står Tjajkovskijs betydeligste operaer, hvis fremtrædende placering i russisk musik ikke mindst skyldes deres stærke psykologiske indføling.
Blandt orkesterkomponister i 1800-t. må nævnes bl.a. Glinka, Balakirev, Borodin, Musorgskij og ikke mindst Rimskij-Korsakov, hvis overlegne instrumentation kom til at præge den følgende generation af russiske komponister, hvoraf mange var hans elever. Skønt Balakirev, Borodin og Rimskij-Korsakov også skrev symfonier, domineres den russiske symfoni af Tjajkovskij. I modsætning til De Fem var han i sit valg af værktitler mere europæisk end snævert russisk orienteret. En udpræget åbenhed, bl.a. over for tysk romantik, findes især hos Aleksandr Glasunov, hvis ni symfonier viser en bred stilistisk orientering. En overvejende konservativ holdning præger Sergej Rakhmaninovs produktion af ikke mindst klaverværker, mens Aleksandr Skrjabins klavermusik, heriblandt ti sonater, opviser en udvikling frem mod en stadig mere koncentreret form i én sats og i et klangligt stærkt nuanceret tonesprog. Flere af sine sene orkesterværker lader Skrjabin være båret af et teosofisk tankeindhold, og i Prometheus (1908-10) forsøger han at sammenkoble musikken med lys- og farvevirkninger.
I årene op mod revolutionen i 1917 gjorde Igor Stravinskij og Sergej Prokofjev sig stærkt gældende. I balletterne Ildfuglen (1910), Petrusjka (1911) og Le Sacre du printemps (1913) udviklede Stravinskij en stil, hvori det folkemelodiske materiale kombineres med en kompleks rytmik og en stærkt udviklet harmonik. I Prokofjevs Skytisk suite (1914) møder man en dissonansrig, nærmest brutal stil.
Efter

Russisk Center for Videnskab og Kultur
Vester Voldgade 11, 1552 København, tel./fax (45) 33 15 83 33, e-mail:

© 2012 Du må gerne bruge og videregive oplysningerne til andre, hvis du sørger for tydelig henvisning til Russisk Center for Videnskab og Kulturs hjemmeside.